Valg af elleverandør

​Du kan frit vælge din elleverandør

 

Du bestemmer selv, hvem du vil købe el hos.

 

www.elpris.dk kan du få overblik over alle de forskellige leverandørers priser og produkter og se, om det vil give mening for dig at skifte elleverandør. Her kan du også finde mange andre relevante oplysninger om elmarkedet.

 

Sådan skifter du

Hvis du vil skifte elleverandør, skal du kontakte den elleverandør, du gerne vil købe el hos fremover, og indgå en ny aftale. Husk at have dit aftagenummer ved hånden. Det kan du finde på din elregning eller på din oversigt fra Betalingsservice.


Når du skifter, vil dit netselskab kontakte dig for at få en aflæsning på skiftedagen. Så kan din tidligere elleverandør opgøre dit forbrug og sende dig en regning for den strøm, du har brugt frem til leverandørskiftet.


Forsyningspligten bliver erstattet af leveringspligt

Tidligere fik du automatisk en aftale med den elleverandør, der har forsyningspligten i dit område. Det gør du ikke længere. Den 1. april træder der nemlig et nyt regelsæt i kraft: Leveringspligt. Det nye regelsæt omfatter alle privatkunder og betyder – kort fortalt – at du selv skal være mere aktiv. Du skal nemlig selv sørge for at vælge en elleverandør, hvis du vil have strøm, når du f.eks. flytter, eller hvis din nuværende elaftale udløber.  Alle elleverandører i Danmark skal tilbyde et leveringspligtigt produkt til privatkunder. Det betyder, at du frit kan vælge elleverandør overalt i landet.


Erhvervskunder er ikke omfattet af det nye regelsæt. Som erhvervskunde skal du også selv vælge en elleverandør, hvis du vil have strøm, men du er ikke underlagt Forbrugerbeskyttelsesbekendtgørelsen (Elleveringsbekendtgørelsen fra den 1. april 2016).


Kontakt din elleverandør, hvis du vil vide mere om elprodukter, bindingsperiode eller priser.

​